FORESTILLINGER
2022-2023

KÆRE TEATERFORENINGER

Velkommen til en ny teatersæson, som vi selvfølgelig håber kan foregå uden for mange forhindringer.

Tak til de mange teaterforeninger der har været så imødekommende med hensyn til, at flytte forestillinger på grund af corona. Vi ser frem til igen at se jer på vores stand, og til præsentationerne, da vi føler at det er den bedste måde at møde jer på.

Vores nye operaforestilling ”Opera for alle – alle for opera!” ser jeg virkelig frem til at præsentere for jer. Vi har fået forfatter, dramaturg og operaekspert Henrik Engelbrecht med som librettist på denne unikke operaforestilling. Her kan man få opfyldt sine hedeste operaønsker. Det bliver en humoristisk, spændende og dramatisk forestilling, der vil spille på alle følelser.

Kort sagt, giver vi jer operalitteraturens bedste operahits i skøn forening og i ny forklædning. Elegant sammenbundet af Henrik Engelbrecht og opført af fire kongelige operasangere og 3 musikere fra Det Kgl. kapel.

Farinelli er med igen i år, da det simpelthen har været så opløftende for os, at opleve publikums glæde og reaktion på denne skønne danske operette. Derfor har I mulighed for at få den på plakaten igen i den nye sæson.

Vi tager lige en omgang mere med “Opera skal også gøre Ondt”, som vi opførte ved Teaterforeningernes generalforsamling i Tønder. Den hedder stadig ”Opera skal også gøre ondt” og vi har tilføjet ” – men for det meste godt!”

I sommerperioden har vi “Opera mellem Himmel og Hav”, som er vores opera-sommertogt, hvor vi kommer sejlende til jer. I kan læse mere om det her på siden eller på hjemmesiden operamellemhimmeloghav.dk

 

De kendte hits i ny forklædning

I operaens fantastiske verden handler det tit om kærligheden til den eneste ene, eller om trekantsdramaer med forhindringer af alle slags, inden heltinden dør til sidst – helst af en unavngiven lungesygdom.

Men hvad sker der, når Puccinis Mimi er død? Bliver hendes Rodolfo på et tidspunkt kærester med veninden Musetta? Får de to børn, som senere ender i en sammenbragt familie med Rodolfos bedste ven Marcellos tre børn, da Musetta og Marcello efter 15 år endelig finder sammen igen? Og ender Rodolfo til sidst med at springe ud af skabet sammen med studiekammeraten Schaunard?

Og hvad med Violetta i Verdis udødelige La Traviata? Hvad var der sket med hende, hvis hun havde fået vaccinen mod tuberkulose i tide?

Eller hvis Hertugen i Rigoletto viste sig at være en rigtig fin og blød mand, som helt i #metoo-bevægelsens ånd tog dybt afstand fra enhver udnyttelse af uskyldige teenagepiger?

I forestillingen Opera for alle – alle for Opera vender vi op og ned på historierne i de kendte og elskede operaer som Carmen, La Traviata, Rigoletto, Don Juan, Figaros Bryllup m.fl. Vi digter videre på deres skæbner, og gør det naturligvis med Mozarts, Puccinis, Bizets og Verdis geniale musik. En forestilling fyldt med musik fra øverste hylde af operarepertoiret – med fire sangere i topform som guider gennem et helt nyt univers af fake news og alternative fakta.

 

Så – tør du se, hvad der mon sker, når hundyret Carmen møder superforføreren Don Juan? Det kommer ikke til at gå stille for sig, tør vi godt love!

Menu