Handlingen

Første akt

Don Magnifico bor sammen med sine to utålelige og egoistiske døtre, Tisbe og Clorinda. I huset bor også steddatteren Angelina, som kaldes Askepot. Hun fungerer som husets tjenende ånd og er – som hendes navn antyder – nærmest en engel.

Det banker på døren. En tigger beder om almisser. Tiggeren er i virkeligheden prins Ramiros åndelige vejleder, Alidoro, som på denne diskrete vis vil orientere sig om de tre døtres sind og væremåde. Sådan en tigger skal bare hældes ud, synes Tisbe og Clorinda, men Askepot, som er de to søstres komplette modstykke, sørger for brød og kaffe til den trængende gæst.

Det skal vise sig, at der kommer flere gæster den dag. Prins Ramiro er nemlig på vej med invitationer til det bal, hvor han skal finde sin prinsesse. Men Ramiro kommer forklædt som sin kammertjener, og målet er at møde den pige, som Alidoro har anbefalet ham. Prinsens og Askepots blikke mødes, og de forelsker sig omgående, men de to søstre, Tisbe og Clorinda, har opmærksomheden helt andre steder, for de skal jo til hofbal!

Kammertjeneren, Dandini, er klædt som prinsen og kommer og henter de to søstre. Askepot tigger og beder sin stedfar, Don Magnifico, om ikke også hun må komme med, men det afvises blankt. Han truer med at slå hende, men det forhindrer Ramiro og Dandini. For at øge forvirringen dukker Alidoro op igen. Denne gang som sig selv og ikke som tigger. Han har en liste over de piger, der skal inviteres med til ballet, og han vil høre, om ikke Don Magnifico har en tredje datter? Hun er død, svarer han, og Askepots indvendinger bliver overhørt. Alle – bortset fra Askepot – tager af sted til slottet, og inden længe banker det igen på døren. Alidoro er tilbage, men nu i skikkelse af tiggeren, og han tager den forbløffede Askepot med til slottet.

Clorinda og Tisbe er ikke for kloge, så det er nemt for Dandini at bilde skiftevis den ene og den anden ind, at en af dem er prinsens foretrukne pige. Men i realiteten kan han jo ikke gifte sig med dem begge, og trængt op i et hjørne foreslår han derfor, at den ene kan blive gift med hans kammertjener. Søstrene finder forslaget frastødende, men pludselig er opmærksomheden et helt andet sted, for nu går døren op, og endnu en dame ankommer. Hun har maske på, men da masken tages af, kan alle se, hvor utrolig smuk hun er. Det forekommer Don Magnifico, Tisbe og Clorinda, at damen ligner Askepot. Men det kan ikke passe, for hun er jo derhjemme.

Anden akt

Jo, det kan da sagtens passe! Prins Ramiro bemærker det omgående og skjuler sig, da Askepot passerer forbi med Dandini i hælene. Hun melder klart ud til Dandini, at hun ikke kan gifte sig med prinsen, for hun er forelsket i hans kammertjener. Hun ved jo ikke, at de to mænd har byttet roller. Da hun ser Ramiro, giver hun ham sin sko, og overlader det til ham at finde hende på det rigtige sted. Nu er prins Ramiro klar over, at tiden er inde til at skride til handling, så da Askepot og de andre gæster er borte, bytter Dandini og Ramiro roller, så de nu får deres rigtige identitet som henholdsvis kammertjener og prins. Dandini når lige at afsløre for Don Magnifico, at han er taget ved næsen, og at Dandini kun er kammertjener. Det mildner ikke den ærgerrige, gamle mand.

Askepot er tilbage i sin ydmyge rolle, da Don Magnifico og søstrene kommer hjem. Det er blevet tordenvejr, og Dandini dukker op for at søge ly for prinsen. Don Magnifico har trods alt ikke helt opgivet håbet om at levere prinsens kommende prinsesse, så prinsen kommer ind, og Askepot bliver bedt om at hente husets bedste stol. Takket være Askepots sko kan han fastslå sin udkårnes identitet, og meddeler, at han vil tage Askepot med til slottet, hvor de skal giftes. De to håbløse søstre bliver selvsagt rasende og Don Magnifico ligeså. De er på en og samme tid både blevet vraget og narret, men som den engel Askepot er, siger hun – før hun tager af sted – at deres straf er, at hun tilgiver sin stedfar og de to søstre. Hun tager sagen i egen hånd og kvitterer ondt med godt!

Om Askepot

Rossini (1792-1868) var en populær, dygtig og lynhurtig operakomponist, som skrev 39 operaer, hvorefter han trak sig tilbage i en alder af 38 år. Der var fuld fart på, indtil han ikke gad mere og helligede sig mad og drikke.

Rossini var 24 år, da han i efteråret 1816 blev bedt om at skrive en komisk opera til Teatro Valle i Rom. Operaen skulle have premiere anden juledag, så der var ingen tid at spilde, men i midten af december var den rigtige libretto endnu ikke fundet. Ved et møde, hvor der blev forelagt mindst 30 muligheder, faldt valget på La Cenerentola – som vi på dansk kender som Askepot – og så var det ellers om at komme i sving. På tre uger var operaen skrevet, men det gik kun med en del lån fra forskellige andre af Rossinis egne operaer – primært La pietra del paragone og ouverturen fra La gazetta. Det er ikke forbudt at være lidt praktisk.

Modtagelsen af operaen var ikke blændende, men Rossini led ikke af mindreværdskomplekser, for han sagde, at inden sæsonen var forbi, ville alle forelske sig i Askepot, og inden for et år ville operaen blive sunget overalt i Italien. Inden for to år ville Askepot være opført i både Frankrig og England, og impresarioer og primadonnaer ville slås om hende! Profetien holdt, og Askepot blev lige så populær som Barberen i Sevilla.

Operaen kom altså lige fra asken til ilden, og med Guido Paevatalus moderne iscenesættelse er forestillingen så at sige gjort brændende aktuel. Hvordan opfatter vi os selv? Hvad vil vi gøre for at nå vores mål? Benytter vi de rigtige veje? Er der en pointe bag komikken? Og ja, det er derfor budskabet i Askepot er eviggyldigt.