Den Kongelige Gæst

Et kammerspil af Børresen

Den 26.-27. november byder Kammeroperaen på et kammerspil fra 1919 af Børresen efter en novelle af Pontoppidan, Den Kongelige Gæst.

Dr. Arnold Høyer og hans kone fru Emma Høyer har netop modtaget et afbud til aftenens ellers velforberedte middagsselskab, hvilket glæder hr. Høyer, der nu trygt kan vende tilbage til den velkendte ro. Men pludselig høres kaneklokker og det ringer på døren. En elegant herre, der kalder sig Prins Karneval, træder ind og lokker med sin fortryllende charme hr. og fru Høyer til at klæde sig i deres smukkeste tøj til middagen. Prins Karneval formår med sit kunstneriske sind, levende lys, blomster i fru Høyers hår og virtuost klaverspil at forvandle ikke bare familien Høyers hjem, men også deres sind, hvori han vækker lysten til livet, eventyret og ikke mindst hinanden.

Hakon Børresens musik er en charmerende blanding af Richard Strauss og Franz Lehár, som her er arrangeret for kammerensemble bestående af violin, cello, klarinet, horn og klaver af Leif Greibe. Den Kongelige Gæst er iscenesat af Guido Paevatalu. Operaen er i en akt på circa 75 minutters varighed.

Hvis man ønsker det, kan man efter forestillingen spise middag i Skydeselskabet, som ligger lige overfor Teaterhuset, hvor der vil blive serveret en middag med samme menu som i Den Kongelige Gæst. 

KØB BILLET NU

Menu