Jan Lund
Jan Lund er uddannet både sanger og pianist, opfulgt af videre sangstudier i bl.a. London og Rom. Jan har et bredt solistvirke som oratorie og koncert sanger over hele landet, og et stort repertoire indenfor moderne som klassisk opera. Jan har sunget med de fleste danske operakompagnier, og specielt Den Jyske Opera, Den Fynske Opera, Den Anden Opera samt Århus Sommeropera har haft gentagne bud efter ham. I 2005 debuterede Jan med stor succes på Det Kongelige Teater i Odysseus i rollen Telemaco. I udlandet har Jan i et par år været tilknyttet Transparant Muziektheater i Antwerpen og har sunget hos kompagnier i Østrig, Holland, Belgien og Norge samt England og Skotland.
Jan har et fast samarbejde med sopranen Elsebeth Dreisig I konstellationerne Duetten på Pletten samt DogmeOpera. Desuden er Jan tenoren I den kammermusikalske trio Carl Nielsen Trio, som netop har sendt den anmelderroste CD Carl Nielsen Sange I nyt Lys på gaden.
Blandt adskillige andre CD-indspilninger kan nævnes operaindspilninger fra Den Anden Opera, Carl Nielsen sange med Aalborg Symfoniorkester, og ligeledes sange af Nielsen samt Delius med Royal Liverpool Philharmonic. Af priser og legater kan nævnes Spies-fonden, Operaens Venner, Aalborg Symfoniorkester og Dronning Ingrids fond.
I 2009 afsluttede Jan Masteruddannelsen I elite sangpædagogik fra DKDM, og har siden været ansat som timelærer I sang på DKDM. Jan underviser ligeledes I sang på Sjællands Kirkemusikskole og er desuden en meget søgt privat sanglærer.