Sibylle Glosted er koloratursopran og skuespiller. Hun kommer fra en kunstnerisk og musikalsk familie som datter af skuespiller og sangerinde Betty Glosted og operasanger Erik Andersen. I en alder af 13 år tog hun sine første skridt inden for sangens verden, da hun blev optaget i Danmarks Radios Pigekor, hvor hendes kærlighed til klassisk musik opstod.

Hun er uddannet i klassisk sang fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2013 og senere fra Operahögskolan i Stockholm i 2016. Sibylle har et stort koncertrepertoire og har optrådt både i ind- og udland. En af hendes største koncerter og roller var som elverkongens datter i Niels W. Gades ballade “Elverskud”, opført i Konservatoriets Koncertsal i København i 2017, akkompagneret af Copenhagen Phil under ledelse af den danske dirigent Michael Bojesen.

Sibylle blev kåret som Årets Unge Operatalent på Copenhagen Opera Festival i 2017 og modtog samme år den prestigefulde Årets Reumert Talentpris for sin optræden som Ofelia i “Hamlet in Absentia”. Hun havde sin kongelige debut på Den Kongelige Opera i København i 2019 som Prinsessen i operaen “Snedronningen”, komponeret af den danske prisvindende komponist Hans Abrahamsen – en rolle, hun samme år sang i en opsætning på Bayerische Staatsoper i München.

I marts 2021 havde Sibylle sin internationale debut på Konzert Theatre Bern som Female Chorus i “Lucretia” af Benjamin Britten. I 2023 sang hun titelrollen i en nyskrevet version af Gounods “Faust”, “Marguerite – a dance with the Devil”. Senere i 2023 debuterede hun på Den Jyske Opera som Armilla i J.P.E. Hartmanns “Ravnen”.

Menu